Det befriende upersonlige

Det mest anstrengende ved at være på barsel er, at jeg hele tiden skal være mig. Følende mig. Når jeg mødes med venner og veninder, mødregrupper og familie, mødes vi som mig og dem. Vi snakker om hvordan vi har det. Hvordan vi identificerer os selv i vores roller, nye som gamle. Hvordan vi føler.

Jeg savner arbejde og studie. At mødes med tænkende mennesker over det som på psykologsprog kaldes ‘joint attention’; på pædagogsprog ‘et fælles tredje’. Det er så befriende. Udgangspunktet er hverken mig eller dem, men en problemstilling der skal vinkles. Og vinkles. Uden vi behøver fortælle hvordan vi føler.

Jeg har valgt at gå hjemme med min søn til han er næsten to. Jeg er overbevist om, at det er det bedste for ham men jeg savner mit studie. Nogle dage mere end andre.

Angst

På fredag skal jeg til begravlese. Min søn, lige blevet 7 måneder, vil opleve den tredje begravelse i hans korte liv.

Vi begraver en ven som kun lige nåede at fylde 44. Han døde 2½ måned efter kræften blev opdaget. Pludselig er han væk, som med et fingerknips! Det puster til min angst.

Angsten er min tro følgesvend og har altid været det. Ikke en angst som invaliderer mig ud over det sædvanlige, altså ikke en panikangst eller lignende. Det er en form for eksistentiel angst som altid er nærværende. Den bor i mine relationer og giver sig til kende gennem ambitioner og præstationer:  Min grundangst er, som de fleste andre menneskers grundangst, at blive forladt. Intet er værre end at blive forladt. Jeg har mange sår efter afvisninger som aldrig heler men som jeg har lært at leve med. Det drejer sig om en kæreste der engang slog op, afslag på jobansøgninger, og bare simple misforståelser kan i nogle tilfælde føles som en form for afvisning.

At blive forladt er ikke nødvendigvis en afvisning, men en afvisning rummer altid angsten for at blive forladt.

På fredag vil en kvinde begrave sin mand. En dreng vil begrave sin far, og et ægtepar vil begrave deres søn.  Jeg ved ikke om angsten overlever når man begraver sit barn. Jeg mener, så er der ligesom ikke mere at komme efter.

Nej, det er ikke hårdt at være alenemor.

Igår faldt jeg i snak med en kvinde der har en søn på alder med min. Hun nævnte hendes mand og barnets far og det var naturligt at nævne, at min søn er donorbarn. Jeg har valgt at være åben omkring det allerede fra jeg var i inseminationsbehandling. Kvinden reagerede som stort set alle reagerer. “Er det ikke hårdt at være alene om det?”   spurgte hun.

Jeg er virkelig træt af det spørgsmål. Mest fordi jeg kan høre på folk, at de spørger pr automatik.

Tænk over det.

De fleste har et billede af den enlige mor som en stakkel; et offer der er blevet forladt, og barnet efterladt. Billedet er et fortidslevn hvor jeg nok nærmere repræsenterer en fremtidsnorm.

Jeg er alenemor fordi jeg har gjort mig bevidst, at det er det jeg vil og, at jeg kan. Jeg er ikke blevet alenemor fordi jeg har haft et forhold til en mand og fået barn med ham, hvorefter forholdet er brast. Gudskelov. Kvinder og mænd i den situation har mistet en elsket, en drøm og et måske et familieideal. Det må være ubeskriveligt hårdt. Jeg har drømt, gjort mig bevidst, valgt og vundet: Jeg har givet min drøm krop ved at skabe min egen lille familie. Selv.

Jeg har truffet et valg, og på baggrund af dette valg har jeg været indstillet på at skulle være alene om opgaven – så nej: Det er ikke hårdt at være alene om det. Det er bare sådan det er.

Jeg kender kvinder der stresser og føler sig splittede efter de har fået barn. De føler sig forpligtet til at være deres mands sexede kæreste og kreative og intelligente sparringspartner selv når de er trætte som ind i helvede, og lugter lidt af gylp. Det er som om de ikke kan finde ballancen mellem deres gamle og deres nye jeg, og deres parforhold lider under det, og under mange andre forælderrelaterede problematikker. Det slipper jeg for.

Jeg skal ikke leve op til forventinger til og om parforhold samtidig med, at jeg definerer mig selv som mor.

At jeg har truffet et valg på min søns vegne, er en anden sag. En sag jeg er afklaret med, men som jeg – for min søns skyld – forsøger, og vil forsøge, at kompensere for resten af mine dage. Udeblivelsen af en far er umulig at kompensere for, men jeg kan mærke hvordan jeg gør mig uhyggeligt umage med mine relationer efter jeg er blevet mor. Jeg er langt mere bevidst om dem og deres betydning for både mig og min søn, nu og i fremtiden, og tager ikke længere nogen relation for givet. Venner og familie ses i et nyt lys; et mere nuanceret og  langt dybere lys. Jeg ‘udvælger’ nogle af disse og giver dem særlig roller i forhold til min søn.

Bekendte med vennepotentiale betragter jeg med skærpet bevidsthed, og en gruppe andre donormødre med jævnaldrene børn, er blevet  et fast holdepunkt for mig og en vigtig investering på min søns vegne.

Jeg vælger konflikter fra så vidt muligt. Indre og ydre. Min søn påvirker mig ud i alle mine relationer, for han er selv deri, nu og senere.

Den sociale far kan dukke op, men ikke den biologiske. Jeg kan ikke vide hvordan min søns reaktion vil blive når dette faktum rammer hans bevidsthed, men enhver reaktion er velkommen. Jeg er afklaret.

Paradis

Ligemeget hvor mange gange jeg kigger i TV programmet, kommer der ikke noget jeg gider se.

Den lille sover og jeg tror jeg vil lade vasketøj være vasketøj og tillade migselv den luksus, at bum bum bum .. læse noget skønlitteratur. Eller sove. Jeg prøver litteraturen først og tror det bliver Steinbecks Øst For Paradis. Den har ventet så tålmodigt på mig i reolen.

En mulig bro.

Vi er individer; vi har hvert vores sind i hver vores krop. Vi tænker hver vores tanker, føler hver vore følelser og hver af os har sin egen fortolkning af den verden vi befinder os i.

Jeg bor alene. Nogle bor sammen. Alle bor vi hver for sig; i hvert vores hoved hvorfra vi ser verden omkring os. Vores fortolkninger vil aldrig blive andet eller mere end et kvalificeret gæt.

Vi kan ikke tage ophold i en andens bevidsthed. Vi er i os selv, og vi mødes aldrig uden der er mindst to hjerneskaller imellem os.

Jeg minder mig om det ofte hvilket er nødvendigt, for jeg glemmer det kun mere ofte.

Ordet er muligvis det stærkeste redskab vi har til at bygge bro mellem vores hjerneskaller, og derfor muligvis også det stærkeste redskab til, at øge afstanden.  

Man må møde ordet med åbent sind og en vis ærefrygt.

Morgenkaffe

Intet slår morgenkaffen.

Seksmånederssøn der har lært at kaste op, har nu også lært at holde op igen men er udmattet efter sygedage og sover ekstra tungt og ekstra længe så jeg kan nyde morgenkaffen uden at skulle tage mig af nogetsomhelst babyrelateret. Det er næsten ligesom inden jeg blev mor, bortset fra   ..alt.