En klassiker. Inhale.

Jeg trillede til Nordre Frihavnsgade som jeg elsker og hvor der ligger et glimrende, lille antikvariat. Jeg gik målrettet efter en bog jeg længe har ønsket mig: Lone Rahbek Christensens Hver vore veje.

Tilbage i februar læste jeg en artikel i Information om nye familieformer.  Artiklen nævner Lone Rahbeks bog, og jeg har ønsket mig den siden. Da jeg kom hjem fra dagens tur, genlæste jeg artiklen (http://www.information.dk/259937) og sad efterfølgende med nøjagtig samme undren som jeg sad med da jeg første gang havde læst den.

Artiklen tegner et billede af, hvordan mange kvinder forholder sig til familien som noget andet end den traditionelle kernefamilie – en problematik der helt naturligt optager mig i kraft af min situation som selvvalgt enlig mor. Jeg har stor forståelse for de kvinder der optræder i artiklen, lige indtil Katrine Winkel Holm afslutningsvist siger, at vi (kvinder) har overflødiggjort manden og kastreret en generation af mænd!!

Det er langt fra første gang jeg hører kvinder påtage sig ansvaret for ‘den kastrerede mand’ og hver gang undrer jeg mig – og græmmes.

Jeg ser det således:

Kernefamilien blev opløst da kvinder kom på arbejdsmarkedet. Kvinder blev økonomisk uafhængige af deres mænd og mærkede et behov for at redefinere kvinderollen. Vi brugte 60′erne og især 70′erne på, at snakke om hvad det betyder at være kvinde. Vi blev bevidste om os selv og om kvinderollen. Bevidsgørelsesprocessen har ændret kvinderollen i forhold til kvinden selv, i forhold til familien, i forhold til arbejdsmarkedet og i forhold til manden. Mandens rolle er derfor også ændret, men manden har ikke været gennem en tilsvarende bevidstgørelsesproces. Han kender ikke sin nye rolle. Han er identitetsforvirret, og hvis ikke det drejer sig om deres egne teenagesønner, gider kvinder ikke identitetsforvirrede mænd.

At mænd ikke har været gennem en bevidstgørelsesproces som kvinder har, er, set med mine øjne, årsagen til at manden er kastreret. Han er nødt til at finde ud af hvordan han, som mand, skal forholde sig til det at være mand. Hvad det betyder at være mand.

Jeg tror ikke vi vil komme til at se en mandekamp som vi har set en kvindekamp. Mænd er anderledes. Hvor kvinder snakker og snakker og snakker om hvem de er, hvad de vil og hvad de drømmer om, og derigennem kommer til bevidsthed, ligger mænd under for en gammel forestilling om, at man(d) eksponerer sin svaghed når man(d) italesætter det man ikke forstår. Og man må ikke vise svaghed.

Mænd taler ikke. De har aldrig lært at tale og måske er det slet ikke meningen de skal tale, men noget må de gøre hvis de vil tage del i fremtidens familie. Tror jeg. Og kvinder skal ikke påtage sig ansvaret for den kastrerede mand. Hvis manden kendte sin rolle som mand - hvis han kendte sin maskulinitet og vidste hvad det betyder at være mand - ville han ikke være truet og han ville ikke være i kastrationsfarezonen. Manden er mandens eget ansvar.

Jeg savner arbejde og studie. At mødes med tænkende mennesker over det som på psykologsprog kaldes ‘joint attention’; på pædagogsprog ‘et fælles tredje’. Det er så befriende. Udgangspunktet er hverken mig eller dem, men en problemstilling der skal vinkles. Og vinkles. Uden vi behøver fortælle hvordan vi føler.

Jeg har valgt at gå hjemme med min søn til han er næsten to. Jeg er overbevist om, at det er det bedste for ham men jeg savner mit studie. Nogle dage mere end andre.

Det handler om at have den bedste læge (læs; dopingekspert) på sit hold. Det er dét der afgør en sejr. Jeg synes det er synd. Kvalmt.

Sidste år påstod Contador at have spist en bøf af dopet ko og, at det var derfor han testede positiv i dopingkontrollen. Hans undskyldning blev godtaget; there we go!

Om humor

Det har været den bedste jazzfestival jeg kan huske. End ikke et skybrud af dimensioner, oversvømmelse og kloakvand i gader og stræder, kunne få nogen kontrabas ud af sit dybe engagement.

Menneskene var fantastiske, dem på scenen og dem nedenfor, dem i ølteltene og dem i pølseboderne. New Orleans var fantastisk, fussionen var fantastisk, Bennys Badekar var fantastisk. Jeg er høj af indtryk. Udmattet. Og jeg kan slet ikke vente til næste år.

Tak Købehavn. Tak Jazzfestival. Jeg elsker jer for vildt.

Vi begraver en ven som kun lige nåede at fylde 44. Han døde 2½ måned efter kræften blev opdaget. Pludselig er han væk, som med et fingerknips! Det puster til min angst.

Angsten er min tro følgesvend og har altid været det. Ikke en angst som invaliderer mig ud over det sædvanlige, altså ikke en panikangst eller lignende. Det er en form for eksistentiel angst som altid er nærværende. Den bor i mine relationer og giver sig til kende gennem ambitioner og præstationer:  Min grundangst er, som de fleste andre menneskers grundangst, at blive forladt. Intet er værre end at blive forladt. Jeg har mange sår efter afvisninger som aldrig heler men som jeg har lært at leve med. Det drejer sig om en kæreste der engang slog op, afslag på jobansøgninger, og bare simple misforståelser kan i nogle tilfælde føles som en form for afvisning.

At blive forladt er ikke nødvendigvis en afvisning, men en afvisning rummer altid angsten for at blive forladt.

På fredag vil en kvinde begrave sin mand. En dreng vil begrave sin far, og et ægtepar vil begrave deres søn.  Jeg ved ikke om angsten overlever når man begraver sit barn. Jeg mener, så er der ligesom ikke mere at komme efter.

Jeg er virkelig træt af det spørgsmål. Mest fordi jeg kan høre på folk, at de spørger pr automatik.

Tænk over det.

De fleste har et billede af den enlige mor som en stakkel; et offer der er blevet forladt, og barnet efterladt. Billedet er et fortidslevn hvor jeg nok nærmere repræsenterer en fremtidsnorm.

Jeg er alenemor fordi jeg har gjort mig bevidst, at det er det jeg vil og, at jeg kan. Jeg er ikke blevet alenemor fordi jeg har haft et forhold til en mand og fået barn med ham, hvorefter forholdet er brast. Gudskelov. Kvinder og mænd i den situation har mistet en elsket, en drøm og et måske et familieideal. Det må være ubeskriveligt hårdt. Jeg har drømt, gjort mig bevidst, valgt og vundet: Jeg har givet min drøm krop ved at skabe min egen lille familie. Selv.

Jeg har truffet et valg, og på baggrund af dette valg har jeg været indstillet på at skulle være alene om opgaven – så nej: Det er ikke hårdt at være alene om det. Det er bare sådan det er.

Jeg kender kvinder der stresser og føler sig splittede efter de har fået barn. De føler sig forpligtet til at være deres mands sexede kæreste og kreative og intelligente sparringspartner selv når de er trætte som ind i helvede, og lugter lidt af gylp. Det er som om de ikke kan finde ballancen mellem deres gamle og deres nye jeg, og deres parforhold lider under det, og under mange andre forælderrelaterede problematikker. Det slipper jeg for.

Jeg skal ikke leve op til forventinger til og om parforhold samtidig med, at jeg definerer mig selv som mor.

At jeg har truffet et valg på min søns vegne, er en anden sag. En sag jeg er afklaret med, men som jeg – for min søns skyld – forsøger, og vil forsøge, at kompensere for resten af mine dage. Udeblivelsen af en far er umulig at kompensere for, men jeg kan mærke hvordan jeg gør mig uhyggeligt umage med mine relationer efter jeg er blevet mor. Jeg er langt mere bevidst om dem og deres betydning for både mig og min søn, nu og i fremtiden, og tager ikke længere nogen relation for givet. Venner og familie ses i et nyt lys; et mere nuanceret og  langt dybere lys. Jeg ‘udvælger’ nogle af disse og giver dem særlig roller i forhold til min søn.

Bekendte med vennepotentiale betragter jeg med skærpet bevidsthed, og en gruppe andre donormødre med jævnaldrene børn, er blevet  et fast holdepunkt for mig og en vigtig investering på min søns vegne.

Jeg vælger konflikter fra så vidt muligt. Indre og ydre. Min søn påvirker mig ud i alle mine relationer, for han er selv deri, nu og senere.

Den sociale far kan dukke op, men ikke den biologiske. Jeg kan ikke vide hvordan min søns reaktion vil blive når dette faktum rammer hans bevidsthed, men enhver reaktion er velkommen. Jeg er afklaret.