I dag var jeg ude og trille langt med barnevognen. Indre by er kaos for tiden, med metrobyggeri og turister. De er søde nok, turisterne, men der er dage hvor jeg ikke har tålmodighed til at pege jydske familier i retning mod ‘hovedgaden’ og zig zagge mig vej gennem japanere der tager billeder af alt Søren Kirkegård relateret.
Jeg trillede til Nordre Frihavnsgade som jeg elsker og hvor der ligger et glimrende, lille antikvariat. Jeg gik målrettet efter en bog jeg længe har ønsket mig: Lone Rahbek Christensens Hver vore veje.
Tilbage i februar læste jeg en artikel i Information om nye familieformer. Artiklen nævner Lone Rahbeks bog, og jeg har ønsket mig den siden. Da jeg kom hjem fra dagens tur, genlæste jeg artiklen (http://www.information.dk/259937) og sad efterfølgende med nøjagtig samme undren som jeg sad med da jeg første gang havde læst den.
Artiklen tegner et billede af, hvordan mange kvinder forholder sig til familien som noget andet end den traditionelle kernefamilie – en problematik der helt naturligt optager mig i kraft af min situation som selvvalgt enlig mor. Jeg har stor forståelse for de kvinder der optræder i artiklen, lige indtil Katrine Winkel Holm afslutningsvist siger, at vi (kvinder) har overflødiggjort manden og kastreret en generation af mænd!!
Det er langt fra første gang jeg hører kvinder påtage sig ansvaret for ‘den kastrerede mand’ og hver gang undrer jeg mig – og græmmes.
Jeg ser det således:
Kernefamilien blev opløst da kvinder kom på arbejdsmarkedet. Kvinder blev økonomisk uafhængige af deres mænd og mærkede et behov for at redefinere kvinderollen. Vi brugte 60′erne og især 70′erne på, at snakke om hvad det betyder at være kvinde. Vi blev bevidste om os selv og om kvinderollen. Bevidsgørelsesprocessen har ændret kvinderollen i forhold til kvinden selv, i forhold til familien, i forhold til arbejdsmarkedet og i forhold til manden. Mandens rolle er derfor også ændret, men manden har ikke været gennem en tilsvarende bevidstgørelsesproces. Han kender ikke sin nye rolle. Han er identitetsforvirret, og hvis ikke det drejer sig om deres egne teenagesønner, gider kvinder ikke identitetsforvirrede mænd.
At mænd ikke har været gennem en bevidstgørelsesproces som kvinder har, er, set med mine øjne, årsagen til at manden er kastreret. Han er nødt til at finde ud af hvordan han, som mand, skal forholde sig til det at være mand. Hvad det betyder at være mand.
Jeg tror ikke vi vil komme til at se en mandekamp som vi har set en kvindekamp. Mænd er anderledes. Hvor kvinder snakker og snakker og snakker om hvem de er, hvad de vil og hvad de drømmer om, og derigennem kommer til bevidsthed, ligger mænd under for en gammel forestilling om, at man(d) eksponerer sin svaghed når man(d) italesætter det man ikke forstår. Og man må ikke vise svaghed.
Mænd taler ikke. De har aldrig lært at tale og måske er det slet ikke meningen de skal tale, men noget må de gøre hvis de vil tage del i fremtidens familie. Tror jeg. Og kvinder skal ikke påtage sig ansvaret for den kastrerede mand. Hvis manden kendte sin rolle som mand - hvis han kendte sin maskulinitet og vidste hvad det betyder at være mand - ville han ikke være truet og han ville ikke være i kastrationsfarezonen. Manden er mandens eget ansvar.
Der er i høj grad ved at ske en masse med familieformerne i det danske samfund, men jeg tror at vi stadig er et par generationer der hænger fast i det gamle mønster og selv i single-tilstanden længes ’tilbage’ til kernefamilie-trygheden.
Selv har jeg været der og har ingen ønsker om at vende tilbage, selvom der er en mand i mit liv nu – og det giver spøjst nok en de konflikt, fordi jeg tilsyneladende er sær i mit ønske om ikke at partout lege far-mor-børn, men hellere vil holde ham adskilt fra mit liv med mine børn.
Men jeg er helt enig mht mændenes rolle i alt det her. Det kan umuligt være kvindernes ansvar hvis de nu skulle være blevet kastreret, men de har tydeligvis ikke fundet deres funktion, nu skafferrollen ikke længere er deres alene.
Hej Anna.
Jeg er meget enig med dig i, at rigtig mange singler længes efter familiekernetrygheden. Gennem blandt andet film og literatur, lærer vi, at et liv med mand og børn er det eneste rigtige for kvinder. Samtidig er vi blevet opdraget til at uddanne os og blive i stand til at klare os selv professionelt og økonomisk, før noget andet (altså, før vi stifter familie). Det betyder at vi skal kunne begge dele – vi skal kunne begå os flot rent professionelt og samtidig have overskud til at stifte familie og opretholde denne. Det er vi ikke mange der kan.
Jeg længes selv efter kernefamilien, men jeg tror ikke på den. I en lang periode af mit liv troede jeg, at det var mig der var noget galt med siden jeg ikke kunne finde den store kærlighed og stifte familie. Jeg vendte det indad og påtog mig ansvaret.
Vi er i dag halvanden million singler i Danmark og tallet er stigende. Det faktum alene viser, at problemet (hvis det overhovedet er et problem) ikke ligger hos den enkelte men et sted i samfundet og dets udvikling. Vi må redefinere parforholdet og der skal findes alternativer til kernefamilien – noget der fungerer for de involverede som du og din kæreste/mand har fundet en løsning der fungerer for jer.
Du er single…no wonder…
Hej Jeanett. Jeg undrer mig også
Hvor er jeg dog enig. Og hvor er det typisk, at kvinderne vender det indad, mens mændene (og kvinder som Katrine Winkel Holm) giver kvinderne skylden for de kastrerede mænd.
Hvis mændene føler sig kastrerede, så må de selv gøre noget. Ligesom vi kvinder, som gerne vil noget, selv går ud og gør noget ved det. Hvad enten det er en kæreste, et barn, en uddannelse, et job eller at gøre to-personersfamilen til en succes, vi drømmer om. Vi prøver og fejler en helt masse gange undervejs, men vi gør i det mindste noget. Og det er der bare så meget mere power i end at klynke og give andre skylden.