Det mest anstrengende ved at være på barsel er, at jeg hele tiden skal være mig. Følende mig. Når jeg mødes med venner og veninder, mødregrupper og familie, mødes vi som mig og dem. Vi snakker om hvordan vi har det. Hvordan vi identificerer os selv i vores roller, nye som gamle. Hvordan vi føler.
Jeg savner arbejde og studie. At mødes med tænkende mennesker over det som på psykologsprog kaldes ‘joint attention’; på pædagogsprog ‘et fælles tredje’. Det er så befriende. Udgangspunktet er hverken mig eller dem, men en problemstilling der skal vinkles. Og vinkles. Uden vi behøver fortælle hvordan vi føler.
Jeg har valgt at gå hjemme med min søn til han er næsten to. Jeg er overbevist om, at det er det bedste for ham men jeg savner mit studie. Nogle dage mere end andre.
Like this:
5 bloggers like this post.
Hmm. Der må da findes noget netværk for kvinder som dig? Ellers må du jo skabe et! Med fælles tredje og kaffe. Eller hvad nu…. God vind
Tak, Ibs
Der er masser af netværk og rigtig mange muligheder for mere netværk. Men det er bare ikke det samme..