Angst

På fredag skal jeg til begravlese. Min søn, lige blevet 7 måneder, vil opleve den tredje begravelse i hans korte liv.

Vi begraver en ven som kun lige nåede at fylde 44. Han døde 2½ måned efter kræften blev opdaget. Pludselig er han væk, som med et fingerknips! Det puster til min angst.

Angsten er min tro følgesvend og har altid været det. Ikke en angst som invaliderer mig ud over det sædvanlige, altså ikke en panikangst eller lignende. Det er en form for eksistentiel angst som altid er nærværende. Den bor i mine relationer og giver sig til kende gennem ambitioner og præstationer:  Min grundangst er, som de fleste andre menneskers grundangst, at blive forladt. Intet er værre end at blive forladt. Jeg har mange sår efter afvisninger som aldrig heler men som jeg har lært at leve med. Det drejer sig om en kæreste der engang slog op, afslag på jobansøgninger, og bare simple misforståelser kan i nogle tilfælde føles som en form for afvisning.

At blive forladt er ikke nødvendigvis en afvisning, men en afvisning rummer altid angsten for at blive forladt.

På fredag vil en kvinde begrave sin mand. En dreng vil begrave sin far, og et ægtepar vil begrave deres søn.  Jeg ved ikke om angsten overlever når man begraver sit barn. Jeg mener, så er der ligesom ikke mere at komme efter.