Jeg har en morgenrutine som jeg egentlig burde ændre. Det gør jeg såmænd også fra tid til anden, men så falder jeg ligesom tilbage, stille og roligt, uden at lægge mærke til det. Mentalt dovent. Denne rutine er nogenlunde som følger: Jeg vågner, jeg bliver liggende i sengen for at vågne lidt mere, jeg står op og sætter vand over til kaffe. I tiden frem til vandet når kogepunktet, tager jeg min daglige dosis af fiskeoliekapsler, hvidløg og tidselolie samt laver og drikker en valleproteinsmoothie. Når kaffen er færdig, placerer jeg mig med kaffen foran computeren og læser af vane, de mest iøjefaldende overskrifter og/eller artikler på Politikens hjemmeside.
Hér til morgen læste jeg en artikel af Camilla Høy-Jensen om, hvordan kvinder ser romatiske film og bruger disse konstruktivt som et lærerigt socialiseringsværktøj udi kunsten at finde en livspartner. Filmen denne artikel tager udgangspunkt i, er den biografaktuelle ’Sex And The City’, men der eksemplificeres ligeledes med ’Bridget Jones Dagbog’.
Mette Kramer (Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi; Københavns Universitet) har i sin ph.d.-afhandling søgt at afdække grunden til, at ”…kvinder bliver ved med at se romantiske film, når feminister har så travlt med at sige, at de er fornedrende for kvinder.” Hér er jeg i tvivl om, hvilke feminister Mette Kramer hentyder til. Jeg ser feministen anno 2008 som en selvbevidst kvinde der ikke søger at hverken benægte eller undertrykke sit behov for at være kvinde, med alt hvad det nu engang indebærer for hende; at klæde sig feminint, at gå med neglelak og BH, at erkende et (sammenlignet med manden) komplekst følelsesregister – eller komplekst udtryk af følelsesregister – at erkende et eventuelt behov for et se film omhandlende identificerbare problematikker udspillet af et identificerbart persongalleri. Det er sjovt at se. Vi griner af det og føler os underholdt fordi vi kan forholde os til; identificere os med det. Det afspejler nogle sider af os, og héri ligger underholdningsværdien. Det er underholdning målrettet et kvindeligt publikum, med reklamer målrettet et kvindeligt publikum; Evian kildevand og Bailys flødelikør. Det er en pengemaskine i form af målrettet underholdning, det ved feministen anno 2008, og mere skal man ikke lægge i dét.
Anyways – da jeg læste denne artikel i morges dukkede især to spørgsmål op – hvad er det denne ph.d.-afhandling siger, som ikke er blevet sagt før? – og hvorfra kommer den tendens der hersker i øjeblikket; at begrunde enhver handling af enhver kvinde med hendes reproduktive ur-instink? Jeg synes ikke, jeg kan åbne en avis eller se et forholdsvis seriøst debatprogram i fjernsynet, uden det bliver påpeget hvordan kvinden er styret af sit dybtliggende forplantningsapparat med alt hvad dette indebærer, for netop denne del af mennesket, har ikke ændret sig en tøddel gennem evolutionsprocessen hidtil! Helt ærligt, det er simpelthen for nemt!! Jeg er træt af at høre, hvordan kvinder ikke er andet end æggestokke med bryster, blodskudte øjne og fråde om munden, total underlagt sin biologi med intet andet for øje end det at reproducere, vandrende rundt som en zombie på jagt efter hjernemasse eller hvad det nu er de er på jagt efter. Kvinder er andet og mere end biologi!!
Tilbage i maj, den 29. for at være præcis – igen på Politikens hjemmeside – skrev Dorthe Lønstrup artiklen ’Kvinder shopper for at overleve’ med udgangspunkt i modeforsker Erik Hansen Hansens ph.d.-afhandling hvori han hævder, at biologi er årsag til, at kvinder shopper. Han argumenterer, at kvinder shopper sig til skønhedsfremmende produkter fordi de ved at pynte sig, øger chancen for at få børn med en alfahan. Ydermere peger han på den gode forretning modeindustrien har bygget op omkring kvinders konkurrence om mændene. ”Og de (modeindustrien) ved det godt, siger Hansen-Hansen og peger på, at modehusene spiller på lår og blikke, halvåbne munde, sex, fetischisme og begær.” I-DI-OT!
Hansen Hansens påstande kan modargumenteres med uanede eksempler. Mest oplagt er filosof Lars Frederik Svendsens modargument fra førnævnte artikel af den 29. maj nemlig denne, at mode og shopping højst sandsynligt er kulturelt og ikke biologisk betinget, da det voksende fænomen ’herremode’ ellers er meget svært at forklare.
Selv spørger jeg, om det kan tænkes, at kvinder ved at shoppe sig til forskønnende produkter, opnår større selvsikkerhed som er nødvendig i en – stadig – absolut mandsdomineret verden? Det er ingen hemmelighed, at manden er enormt primitiv i sin måde at forholde sig til kvinder på. Han er, om nogen, styret af sin biologi; at sprede sin sæd ved enhver given lejlighed (læs; ved ethvert møde med enhver kvinde). Nævn den mand der har været i selskab med en kvinde uden at forestille sig hende nøgen. Mænd er nemme, sådan er det bare. Giv en mand et kønt ansigt og du kan få ham til hvad som helst. Det ved kvinder og den viden er et våben. I år 2008 hvor den vestlige verdens kvinder er bevidste og veluddannede, i overtal på lange videregående uddannelser men stadig underlagt et mandstilpasset arbejdsmiljø, må hun bruge de våben hun har, for at opnå det hun vil. Betyder det, at hun skal pynte sig for at lade mandens primitive måde at forholde sig til hende på, ramme ham selv og dermed øge sine chancer for at nå derhen hvor hun ønsker sig, hvorfor så ikke gøre det?
Hér gjorde jeg kvinden ligeså primitiv som manden (hverken kvinder eller mænd er nødvendigvis så primitive som i min refleksion overnover). Dette bringer mig videre til en anden ting jeg undrer mig over i disse ph.d.-afhandlinger der har travlt med at reducerer kvinden til biologi alene. Hvor er manden henne? Hvilken rolle har han? Er han blot en passiv statist i en verden hvor kvinder shopper sig frem til en alfahan? Er han virkelig så dum, at han er uden evne og forstand til at skelne mellem Gucci-tasker og kærlighed? Er han kun interesseret i at bedægge tilshoppede kvindfolk men ikke, at skabe et trygt og meningsfuldt livsgrundlag, et hjem og en familiestruktur for sig selv, sit afkom og mødrene til disse? Og hvad med mænd når de ser film? Film målrettet et mandligt publikum – er det så et vigtigt socialiseringsværktøj for dem ligesom det er for kvinder når de ser kvindefilm?
Jeg synes i den grad, at mænd er et overset emne i kvindedebatten. Mænd er jo vores modpol, de er absolut essentielle for debatten. Enhver ting består kun i kraft af sin modsætning, derfor kan manden ikke udelukkes af kvindedebatten. Den passive rolle mænd bliver tildelt ved ikke at blive bragt op i debatten, stemmer ikke overens med de erfaringer jeg har gjort mig blandt mænd i min kreds. Eksempelvis kan jeg nævne hvordan jeg så sent som i lørdags havde gæster, bl.a tre mænd. Den ene af disse mænd er for nyligt blevet far. Han og moderen til barnet gik fra hinanden endnu inden barnet var født, men han insisterer på, at være en ligeså stor del af barnets liv som moderen selvfølgeligt bliver regnet for at være. Han er flyttet ind i samme boligforening som moderen til barnet og er en mere aktiv spædbarns-far end jeg tidligere har oplevet nogen mand være. Han praktiserer det som traditionelt set, bliver betragtet som kvindelige værdier/egenskaber. En anden af mine mandlige gæster fra i lørdags fortalte , hvordan han længes efter kærlighed. Han har haft en del korte, overfladiske forhold og leder nu efter det ægte, det dybe. Han har et ønske om at stifte familie. Igen et, i traditionel forstand, klassisk kvindeligt fokus. I kvindedebatten bliver manden fuldstændig udelukket, og derved bliver han total undervurderet – nøjagtig som kvinden gør og er blevet historien igennem. De to Ph.d.-afhandlinger fra de nævnte artikler ryster mig. Jeg finder, at de sætter kvindefrigørelsen 50 år tilbage samtidig med, at de håner vores maskuline modstykke.
Mette Kramer forsvarer sin ph.d. i morgen, fredag kl. 10 i lokale 23.0.49, Njalsgade 128, 2300 København S.
