Nu bryder jeg mig ikke om begrebet synd, men jeg forstår det. Jeg er blevet fortalt om én der mener, at den største synd er, at bekymre sig. Jeg har nu oplevet, hvordan denne teori tager sig ud i praksis.
Jeg var i Berlin for en lille måneds tid siden. Jeg besøgte en kær veninde som bor dernede, vi skulle blandt andet til koncert. Som altid havde jeg næsten ingen penge. Jeg købte lidt hér og lidt dér, men var hele tiden påpasselig. Mine sidste penge var ved at slippe op samme aften som koncerten foregik, og det plagede mig hårdt. Min veninde og jeg plus en tredie veninde, mødtes på en café. Derudover havde jeg aftalt at mødes, snakke og spise lidt med en gut der bor i både Danmark og Berlin, og netop var kommet til Berlin. Da han sluttede sig til selskabet, var jeg omgivet af tre super dejlige mennesker. Gode mennesker kan være sjældne. Når man møder dem, skal man holde fast. Det ville være naturstridigt, ikke at nyde situationen i fulde drag, ikke at tage imod den. Jeg valgte, ikke at lade mig bekymre om penge. Jeg valgte at spise sushi og drikke hvidvin, nyde selskabet, nyde det hele. Nu. Jeg havde en fantastisk aften. Da vi midt om natten var tilbage hos min veninde tjekkede jeg mail. Der lå et tilbud om en foto opgave få dage senere; pengeproblemet opløstes. Havde jeg bekymret mig om penge aftenen igennem, havde jeg ikke kunne nyde som jeg gjorde. Hvilken synd. Problemet løste sig jo.
For et par uger siden kom jeg til at købe en billet til Roskilde festival. Jeg har ikke været på Roskilde siden ‘97, og jeg havde ingen planer om at tage på festival i år. Tværtimod; jeg har temmelig mange udgifter i øjeblikket. Men pludselig fór en festival djævel i mig, og spontant købte jeg en sen aften billet over nettet. Man skal bare trykke på en knap! De efterfølgende to uger stod på valleproteinsmoothies og tun. Jeg kan til stadighed blive forundret over, hvor langt en dåse tun kan række. I tirsdags slog jeg hul på min sidste hundredekroneseddel og begyndte så småt at overveje, hvordan jeg skulle skaffe føde når dén var brugt op. Så fik jeg en sms fra min gudmor; hun skulle i operaen med mand og børn, svigerbørn og sin mor et par dage senere. De manglede et sted at spise. Hun kender min mad, kan lide den og ved jeg elsker at stå i køkkenet, at traktere. Pludselig var jeg hyret som kogekone og værtinde. Jeg købte festival billet uden at bekymre mig. Det viste sig heller ikke at være nødvendigt. Problemet løste sig jo.
Hvis man bekymrer sig, går man glip af nuet. Det er nu man lever. Ikke at tage imod livet er den største synd.
Jeg er nået dertil hvor jeg tænker ‘pensionsopsparing? Glem det. Jeg køber et skrabelod.’
