Igår snakkede jeg i telefon med min mor i halvanden time. Det sker kun sjældent, at jeg er i stand den slags. Først er der selve telefonkonceptet: Det gør mig nervøs, at man kun har sin stemme at kommunikere med. Det betyder, at man ikke kan holde pauser. I en telefonsamtale opfattes tænkepauser fejlagtigt som pinlig tavshed. Der kræves en konstant talestrøm, og det stresser mig. Derudover er det min mor. Hun er sød og jeg elsker hende, men hendes fokus og værdigrundlag ligger langt fra mit. De ting hun snakker om, interesserer mig ikke, derfor taler vi sjældent i telefon længere tid ad gangen. Men jeg har overskud i øjeblikket, dérfor kunne jeg gøre en undtagelse. Og nyde det, om end nydelsen var begrænset.
Noget af det vi snakkede om var, hvordan man ‘kommer igang’. Enhver kan forholde sig til perioder med lavt energiniveau der synes, kun at blive lavere, lavere, lavere. Min mor er inde i sådan en periode, og hun forholder sig temmelig passivt til det. Hun vil gerne være lidt mere aktiv, siger hun, men så bliver det ved dét.
Nu er det alt for let at fortælle andre hvad de skal gøre og hvorfor. I virkeligheden kan man ikke løse andre menneskers problemerm, allerhøjst lytte til dem og håbe, at de har tilstrækkelig meget tillid til én til, at de åbner op og fortæller nogle ting der kan give dem selv en form for indsigt ved, at høre deres egen stemme sætte ord på en bestemt problematik. Dén slags er også svært over telefonen. Synes jeg.
Alligevel kom jeg til at sige til min mor, at hun bare skulle gøre sådan og sådan. Der er ikke noget værre end belærende mennesker, men hun var sød og lyttede og gav mig ret. Det gør mødre nok bare. Men fordi jeg havde været belærende overfor hende, følte jeg at jeg måtte efterleve min egne ord. Resultatet har været, at jeg stod op klokken syv i morgen selvom det ikke var nødvendigt. Jeg drak kaffe og læste lidt, var til yoga klokken otte og ordnede en ordenlig omgang vasketøj der har været udskudt alt for længe. Da klokken var ti havde jeg nået en masse. Normalt ville jeg kun have været nået til kaffen. Egentlig skulle jeg ikke nå noget, men at få ordnet tingene giver ro, roen giver overskud, og sådan kan man fremprovokere en rigtig positiv rytme.
Jeg er springfyld af energi. Nu skal jeg på rengøringsjob og er på vej ud af døren. Når dét er klaret, har jeg har givet migselv følgende valgmuligheder; se udstilling på co-lab, på galleri Susanne Ottesen og/eller Melchior Lorch på SMK. Der er også bazar i Urbanplanen, sidste dag på lørdag, men jeg har kun tid i dag eller i morgen, så det bliver nok dét. I aften skal jeg til poetry jam i Trinitatiskirken. Der er et fantastisk program; et overflødighedshorn af ord fra klokken 18 til 23. Jeg føler jeg har ro og overskud til det hele, men kender mig selv godt nok til at vide, at jeg er tilbøjelig til at enten overvurdere mig selv eller, undervurdere tiden; jeg når sjældent de ting jeg gerne vil og det er sådan set okay. Jeg skal ikke nå noget.
