Egentlig ville jeg have været til rundvisning i den kongelige afstøbningssamling, men fordi jeg havde set opslaget på Statens Museum For Kunsts hjemmeside og var lidt sent på den, oksede jeg afsted uden at tænke mig om. Det startede klokken tre, jeg nåede det lige; ankom fem i – på SMK og ikke i Toldbogade hvor samlingen befinder sig. Jeg trak på skuldrerne og lod mig ikke slå ud. På SMK var der releasekoncert, også klokken tre. Jeg fandt en god plads. Var stadig svedig og lettere forpustet efter cykelturen. Jeg følte mig ikke parat til at tage imod. Det viste sig, ikke at blive noget problem overhovedet.
De tre cd aktuelle musikere kom uhøjtideligt ind på scenen. Sangerinden Cathrine Legardh præsenterede sine to medspillere; Hugo Rasmussen på bas og fra Skotland; den prishædrede pianist Brian Kellock. Med blot få ord, nævnte hun deres nye cd for istedet at fortælle om, hvor svært det havde været for de tre musikere, at finde billeder og rammer at illustrere deres musik med.
Hér skal det lige siges, at der på Statens Museum For Kunst i øjeblikket er en særudstilling ved navn Rammens Kunst hvor det selvsagt er rammen og dens udvikling gennem tiden, der er i fokus. Med udgangspunkt i denne udstilling, samt museets faste samling, var musikerne blevet bedt om at vælge et eller flere billeder at illustrere hvert af deres numrer med. Disse billeder blev så projiceret op på et lærred der hang over, og bag musikerne.
Allerede fra først nummer var publikum fanget. Hæmmede som vi er i det ganske danske, sad vi roligt med hænderne i skødet, rank ryg og bevarede værdigheden til fulde. Men storetæerne kunne ikke tæmmes. Alle samtlige cirka tohundrede mennesker, rokkede passioneret med den største tå på deres ene fod. Aldrig har jeg oplevet så voldsom en storetåsaktivitet samlet på ét sted.
Det var svært at se de billeder musikerne havde valgt som illustrationer. Der var ganske enkelt for meget lys; de projicerede billeder falmede. Virkelig ærgeligt. Til gengæld er der bag scenen et enormt vinduesparti. Jeg vil skyde det til at være ti-tolv meter højt og længere end scenen selv. En smuk panorama ud til parken. Fin trøst når det endelig skulle være.
En smule fik man alligevel ud af de projicerede billeder. Det der fungerede bedst var, i mine øjne, sangen ‘Close Your Eyes’, hvor illustrationen var den ene overdådige – men tomme – ramme, afløst af den anden. Cathrine Legardh opfordrede publikum til, med musikken, selv at male billedet – og vi fik rigeligt med pensler: Den spinkle pige med den store stemme sprang sikkert mellem oktaverne, Brian Kellock gav en solo så vild, at man fik lyst til at slå sit hoved ind i væggen – på den gode måde. Selv Hugo Rasmussen – der med sin lilla bøllehat og visdoms-agtige fuldskæg, ledte publikum mod frelse med tonerne fra sin contrabas som var han en anden Johanns Døberen – lagde hovedet tilbage i fryd og udstødte et spontant gurglende støn, som havde han netop fået sin første udløsning i tyve år. Oh Dear!
Et andet nummer der fungerede bemærkelsesværdigt godt, var parafrasen ‘Georgeous Creature’ der hæmningsløst skiftede i tempo og skabte en stemning så intim, at man ønskede sig væk til en lille jazzcafé hvor man kunne gemme sig i mørket og give slip på andet og mere end sin storetå. Georgeous Creature er også titlen på den netop udgivede cd. Go get it!
