Jeg holdt op med at ryge for små to år siden. Det går fint med dét. For nogle uger siden havde jeg besøg af KB som ryger. Vi drak vin og han røg. Jeg skulle lige se, hvordan det var at tænde en cigaret igen, så jeg tog en fra hans pakke og tændte den. Jeg var forberedt på, at det muligvis ville smage forfærdeligt, at jeg ville hoste og få det dårligt. Jeg var også forberedt på dét som faktisk skete: Følelsen af at tænde en cigaret, var så tryg og hjemvant som var der kun gået fem minutter siden jeg sidst havde gjort det. Det var verdens mest naturlige handling og cigaretten var ikke et fremmedlegeme der hvilede mellem min pege- og lange -finger, den var en forlængelse af migselv, den var mig. – Jeg var som sagt forberedt og havde besluttet mig for, uanset reaktionen, kun at tage to hvæs; ét når jeg tændte cigaretten og et efterfølgende. Det holdt jeg mig til og jeg har ikke røget siden.
Efter jeg er holdt op med at ryge, føler jeg mig lidt amputeret. Der mangler noget. Jeg kan drikke et glas vin og få lidt af det cigaretterne gav mig; en umiddelbar stimulans. Kaffe gør det samme for mig. I dag er det fredag aften, og jeg drikker kaffe. Jeg får ikke lukket et øje i nat. Drikker aldrig kaffe om aftenen men elsker det. Elsker, elsker kaffe. Jeg elsker det dér koffein-buzz jeg får efter et par gode stærke kopper; jeg sitrer, bliver opstemt. Og det er jo fredag.
Mig og Tom Waits er alene hjemme. Han fortæller historier og jokes over kontrabassen. Nighthawks At The Diner; optaget i Hamborg 1976. Et smukt år. Fantastisk kaffefælle.
Jeg savner min gode ven i Berlin. Hun var i København sidste uge, tog hjem i tirsdags. Jeg var i Berlin for nogle uger siden. Vi var til koncert i Tempodrom; Nick Cave & the Bad Seeds. Nick er min store kærlighed og har været det siden jeg var 16. Ham vil jeg giftes med når jeg bliver stor. Det var anden aften i træk han spillede i Berlin, måske var han en smule træt. Alligevel blev jeg blev som altid blæst væk af mandens evigt gennemførte musikalske og lyriske originalitet. Energien var høj og oprigtig i sin klare, desillusionerede vrede og sarkasme, på trods af, at manden er 50. Ud af 10 stjerner vil Nick Cave altid få 10 alene fordi han er Nick Cave. Jeg savnede Blixa Bargeld men synes den langskæggede erstatning gjorde det rigtig godt. Blixa turnerer med Einstürzende Neubauten, og man kan som bekendt kun være ét sted af gangen. Jeg så Einstürzende i Vega d. 30. april. Det er nogle gamle drenge efterhånden, men de holder stilen. Mere afdæmpet, mindre vrede, flere ballader, men stadig Einstürzende med deres hjemmekonstruerede instrumenter, deres industridekadente boremaskiner og skulpturelle jernrørskonstruktioner, måske til ære for publikums øje mere end deres øre. Blixa var i hopla med tyske jokes på gebrokkent engelske, og vi må nok erkende, at hans indre stand-up komiker, kun bør komme frem når han er alene hjemme. Koncerten blev optaget og straks brændt til en dobbelt cd, man kunne købe efter koncerten. Fair nok. Vi har teknologien til det, og nu hvor folk downloader deres musik, ofte gratis, frem for at købe en cd, må pengene jo trækkes ind på anden vis. Selv synes jeg ikke, jeg ville bruge penge på aftenens koncertudgivelse. Jeg følte jeg gik hjem uden at have oplevet koncertens højdepunkt.
Jeg har et par gamle B&O højtalere fra 70′erne og en pissegod forstærker. Den ene højtaler er gået ud, den kunne ikke mere. Jeg går stadig med sørgebind. Mozarts Rekviem bliver aldrig det samme med kun én højtaler. Tom Waits fungerer på én eller anden måde bedre. Jeg må hellere købe nogle nye højtalere. In the name of the Cave, the Waits & the holy Mozart.
