Whip it – whip it good

 

En klassiker. Inhale.

Manden der kastrerede sig selv

I dag var jeg ude og trille langt med barnevognen. Indre by er kaos for tiden, med metrobyggeri og turister. De er søde nok, turisterne, men der er dage hvor jeg ikke har tålmodighed til at pege jydske familier i retning mod ‘hovedgaden’ og zig zagge mig vej gennem japanere der tager billeder af alt Søren Kirkegård relateret.

Jeg trillede til Nordre Frihavnsgade som jeg elsker og hvor der ligger et glimrende, lille antikvariat. Jeg gik målrettet efter en bog jeg længe har ønsket mig: Lone Rahbek Christensens Hver vore veje.

Tilbage i februar læste jeg en artikel i Information om nye familieformer.  Artiklen nævner Lone Rahbeks bog, og jeg har ønsket mig den siden. Da jeg kom hjem fra dagens tur, genlæste jeg artiklen (http://www.information.dk/259937) og sad efterfølgende med nøjagtig samme undren som jeg sad med da jeg første gang havde læst den.

Artiklen tegner et billede af, hvordan mange kvinder forholder sig til familien som noget andet end den traditionelle kernefamilie – en problematik der helt naturligt optager mig i kraft af min situation som selvvalgt enlig mor. Jeg har stor forståelse for de kvinder der optræder i artiklen, lige indtil Katrine Winkel Holm afslutningsvist siger, at vi (kvinder) har overflødiggjort manden og kastreret en generation af mænd!!

Det er langt fra første gang jeg hører kvinder påtage sig ansvaret for ‘den kastrerede mand’ og hver gang undrer jeg mig – og græmmes.

Jeg ser det således:

Kernefamilien blev opløst da kvinder kom på arbejdsmarkedet. Kvinder blev økonomisk uafhængige af deres mænd og mærkede et behov for at redefinere kvinderollen. Vi brugte 60′erne og især 70′erne på, at snakke om hvad det betyder at være kvinde. Vi blev bevidste om os selv og om kvinderollen. Bevidsgørelsesprocessen har ændret kvinderollen i forhold til kvinden selv, i forhold til familien, i forhold til arbejdsmarkedet og i forhold til manden. Mandens rolle er derfor også ændret, men manden har ikke været gennem en tilsvarende bevidstgørelsesproces. Han kender ikke sin nye rolle. Han er identitetsforvirret, og hvis ikke det drejer sig om deres egne teenagesønner, gider kvinder ikke identitetsforvirrede mænd.

At mænd ikke har været gennem en bevidstgørelsesproces som kvinder har, er, set med mine øjne, årsagen til at manden er kastreret. Han er nødt til at finde ud af hvordan han, som mand, skal forholde sig til det at være mand. Hvad det betyder at være mand.

Jeg tror ikke vi vil komme til at se en mandekamp som vi har set en kvindekamp. Mænd er anderledes. Hvor kvinder snakker og snakker og snakker om hvem de er, hvad de vil og hvad de drømmer om, og derigennem kommer til bevidsthed, ligger mænd under for en gammel forestilling om, at man(d) eksponerer sin svaghed når man(d) italesætter det man ikke forstår. Og man må ikke vise svaghed.

Mænd taler ikke. De har aldrig lært at tale og måske er det slet ikke meningen de skal tale, men noget må de gøre hvis de vil tage del i fremtidens familie. Tror jeg. Og kvinder skal ikke påtage sig ansvaret for den kastrerede mand. Hvis manden kendte sin rolle som mand - hvis han kendte sin maskulinitet og vidste hvad det betyder at være mand - ville han ikke være truet og han ville ikke være i kastrationsfarezonen. Manden er mandens eget ansvar.

Det befriende upersonlige

Det mest anstrengende ved at være på barsel er, at jeg hele tiden skal være mig. Følende mig. Når jeg mødes med venner og veninder, mødregrupper og familie, mødes vi som mig og dem. Vi snakker om hvordan vi har det. Hvordan vi identificerer os selv i vores roller, nye som gamle. Hvordan vi føler.

Jeg savner arbejde og studie. At mødes med tænkende mennesker over det som på psykologsprog kaldes ‘joint attention’; på pædagogsprog ‘et fælles tredje’. Det er så befriende. Udgangspunktet er hverken mig eller dem, men en problemstilling der skal vinkles. Og vinkles. Uden vi behøver fortælle hvordan vi føler.

Jeg har valgt at gå hjemme med min søn til han er næsten to. Jeg er overbevist om, at det er det bedste for ham men jeg savner mit studie. Nogle dage mere end andre.

PMS

Hvis jeg havde en kæreste, ville jeg skændes med ham i dag. Den nar!

Drugrape

Tour De France. Jeg forstår ikke hvordan noget menneske kan synes det er en ædel sport. I mine øjne er Tour De France et organiseret drugrape af selveste sportsånden.

Det handler om at have den bedste læge (læs; dopingekspert) på sit hold. Det er dét der afgør en sejr. Jeg synes det er synd. Kvalmt.

Sidste år påstod Contador at have spist en bøf af dopet ko og, at det var derfor han testede positiv i dopingkontrollen. Hans undskyldning blev godtaget; there we go!

Gæsteblog af Fairy Unpleased

Om humor

Nogle mennesker er i besiddelse af humor, andre er ikke – siges det. Måske drejer det sig bare om, at forskellige mennesker har forskellig humor. Ligesom det kan siges, at feminin humor er den hvor man griner af sig selv og maskulin humor den, hvor man griner af andre, kan det vel også siges at der er lige så mange nuancer af humor og opfattelsen af hvad humor er, som der er psykologiske nuancer af mennesker.

Humor er den hurtigste vej til at skabe en distance til os selv, væk fra det selvhøjtidelige og selvsmagende. Det er en  måde at se os selv udefra og lege med de billeder, der opstår. Grundlæggende findes der to humorkategorier, så at sige. Den, hvor vi ser noget humoristisk i relationer mellem mennesker, og den hvor vi bevæger os under bæltestedet, ofte behandlet udfra, at ‘hvor er det sjovt, når vi siger alt det man ikke må’!

I dag bruges ordet ‘satire’ ofte hvor man tidligere brugte ordet ‘humor’. Folkeligt er forskellen flydende. Dennis Meyhoff Brink, ph.d.-stipendiat ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, er ved at skabe en ny teori om, hvad satire egentlig er. Han mener den klassiske opfattelse af hvad satire er, er forældet og arbejder blandt andet med en ny satireteori omhandlende det han kalder karnevalistisk satire. Den karnevalistiske satire er  mild og inkluderende og vender op og ned på tingene for at skabe en komisk effekt, eller karikerer et andet menneske eller en anden karakter i så voldsom grad, at det ikke krænker.

Hvordan mennesker reagerer på humor, er uforudsigelig. Den der fortæller vittigheden eller tegner karikaturtegningen, møder ofte en mere voldsom reaktion end de havde forestillet sig. Nogle tager endda loven i egen hånd i desperation over, at andre mennesker ikke har samme humor som dem selv. Dette indikerer selvhøjtidelig og selvsmagende adfærd. Disse menesker er som regel meget ulykkelige, ensomme og har en grundlæggende tvivl på eget værd.

Knuzz Fairy. Besøg mig på  http://fairy-unpleased.blogspot.com/

Tak København. Tak Jazzfestival.

Ti magiske, ti rørende, ti dybe, ti varme, ti våde, ti åbne, ti favnende, ti euforiserende og ti helt fantastiske dages jazzfestival er slut. Ikke helt, der er nogle timer endnu, men for mit vedkommende har den sidste klarinet truttet et hæst ‘på gensyn’.

Det har været den bedste jazzfestival jeg kan huske. End ikke et skybrud af dimensioner, oversvømmelse og kloakvand i gader og stræder, kunne få nogen kontrabas ud af sit dybe engagement.

Menneskene var fantastiske, dem på scenen og dem nedenfor, dem i ølteltene og dem i pølseboderne. New Orleans var fantastisk, fussionen var fantastisk, Bennys Badekar var fantastisk. Jeg er høj af indtryk. Udmattet. Og jeg kan slet ikke vente til næste år.

Tak Købehavn. Tak Jazzfestival. Jeg elsker jer for vildt.

Angst

På fredag skal jeg til begravlese. Min søn, lige blevet 7 måneder, vil opleve den tredje begravelse i hans korte liv.

Vi begraver en ven som kun lige nåede at fylde 44. Han døde 2½ måned efter kræften blev opdaget. Pludselig er han væk, som med et fingerknips! Det puster til min angst.

Angsten er min tro følgesvend og har altid været det. Ikke en angst som invaliderer mig ud over det sædvanlige, altså ikke en panikangst eller lignende. Det er en form for eksistentiel angst som altid er nærværende. Den bor i mine relationer og giver sig til kende gennem ambitioner og præstationer:  Min grundangst er, som de fleste andre menneskers grundangst, at blive forladt. Intet er værre end at blive forladt. Jeg har mange sår efter afvisninger som aldrig heler men som jeg har lært at leve med. Det drejer sig om en kæreste der engang slog op, afslag på jobansøgninger, og bare simple misforståelser kan i nogle tilfælde føles som en form for afvisning.

At blive forladt er ikke nødvendigvis en afvisning, men en afvisning rummer altid angsten for at blive forladt.

På fredag vil en kvinde begrave sin mand. En dreng vil begrave sin far, og et ægtepar vil begrave deres søn.  Jeg ved ikke om angsten overlever når man begraver sit barn. Jeg mener, så er der ligesom ikke mere at komme efter.

Huset der ligner Hitler

Nej, det er ikke hårdt at være alenemor.

Igår faldt jeg i snak med en kvinde der har en søn på alder med min. Hun nævnte hendes mand og barnets far og det var naturligt at nævne, at min søn er donorbarn. Jeg har valgt at være åben omkring det allerede fra jeg var i inseminationsbehandling. Kvinden reagerede som stort set alle reagerer. “Er det ikke hårdt at være alene om det?”   spurgte hun.

Jeg er virkelig træt af det spørgsmål. Mest fordi jeg kan høre på folk, at de spørger pr automatik.

Tænk over det.

De fleste har et billede af den enlige mor som en stakkel; et offer der er blevet forladt, og barnet efterladt. Billedet er et fortidslevn hvor jeg nok nærmere repræsenterer en fremtidsnorm.

Jeg er alenemor fordi jeg har gjort mig bevidst, at det er det jeg vil og, at jeg kan. Jeg er ikke blevet alenemor fordi jeg har haft et forhold til en mand og fået barn med ham, hvorefter forholdet er brast. Gudskelov. Kvinder og mænd i den situation har mistet en elsket, en drøm og et måske et familieideal. Det må være ubeskriveligt hårdt. Jeg har drømt, gjort mig bevidst, valgt og vundet: Jeg har givet min drøm krop ved at skabe min egen lille familie. Selv.

Jeg har truffet et valg, og på baggrund af dette valg har jeg været indstillet på at skulle være alene om opgaven – så nej: Det er ikke hårdt at være alene om det. Det er bare sådan det er.

Jeg kender kvinder der stresser og føler sig splittede efter de har fået barn. De føler sig forpligtet til at være deres mands sexede kæreste og kreative og intelligente sparringspartner selv når de er trætte som ind i helvede, og lugter lidt af gylp. Det er som om de ikke kan finde ballancen mellem deres gamle og deres nye jeg, og deres parforhold lider under det, og under mange andre forælderrelaterede problematikker. Det slipper jeg for.

Jeg skal ikke leve op til forventinger til og om parforhold samtidig med, at jeg definerer mig selv som mor.

At jeg har truffet et valg på min søns vegne, er en anden sag. En sag jeg er afklaret med, men som jeg – for min søns skyld – forsøger, og vil forsøge, at kompensere for resten af mine dage. Udeblivelsen af en far er umulig at kompensere for, men jeg kan mærke hvordan jeg gør mig uhyggeligt umage med mine relationer efter jeg er blevet mor. Jeg er langt mere bevidst om dem og deres betydning for både mig og min søn, nu og i fremtiden, og tager ikke længere nogen relation for givet. Venner og familie ses i et nyt lys; et mere nuanceret og  langt dybere lys. Jeg ‘udvælger’ nogle af disse og giver dem særlig roller i forhold til min søn.

Bekendte med vennepotentiale betragter jeg med skærpet bevidsthed, og en gruppe andre donormødre med jævnaldrene børn, er blevet  et fast holdepunkt for mig og en vigtig investering på min søns vegne.

Jeg vælger konflikter fra så vidt muligt. Indre og ydre. Min søn påvirker mig ud i alle mine relationer, for han er selv deri, nu og senere.

Den sociale far kan dukke op, men ikke den biologiske. Jeg kan ikke vide hvordan min søns reaktion vil blive når dette faktum rammer hans bevidsthed, men enhver reaktion er velkommen. Jeg er afklaret.

Hvad der sker når man borer i træ med et stålbor

I blame the tool

Paradis

Ligemeget hvor mange gange jeg kigger i TV programmet, kommer der ikke noget jeg gider se.

Den lille sover og jeg tror jeg vil lade vasketøj være vasketøj og tillade migselv den luksus, at bum bum bum .. læse noget skønlitteratur. Eller sove. Jeg prøver litteraturen først og tror det bliver Steinbecks Øst For Paradis. Den har ventet så tålmodigt på mig i reolen.

En mulig bro.

Vi er individer; vi har hvert vores sind i hver vores krop. Vi tænker hver vores tanker, føler hver vore følelser og hver af os har sin egen fortolkning af den verden vi befinder os i.

Jeg bor alene. Nogle bor sammen. Alle bor vi hver for sig; i hvert vores hoved hvorfra vi ser verden omkring os. Vores fortolkninger vil aldrig blive andet eller mere end et kvalificeret gæt.

Vi kan ikke tage ophold i en andens bevidsthed. Vi er i os selv, og vi mødes aldrig uden der er mindst to hjerneskaller imellem os.

Jeg minder mig om det ofte hvilket er nødvendigt, for jeg glemmer det kun mere ofte.

Ordet er muligvis det stærkeste redskab vi har til at bygge bro mellem vores hjerneskaller, og derfor muligvis også det stærkeste redskab til, at øge afstanden.  

Man må møde ordet med åbent sind og en vis ærefrygt.

Morgenkaffe

Intet slår morgenkaffen.

Seksmånederssøn der har lært at kaste op, har nu også lært at holde op igen men er udmattet efter sygedage og sover ekstra tungt og ekstra længe så jeg kan nyde morgenkaffen uden at skulle tage mig af nogetsomhelst babyrelateret. Det er næsten ligesom inden jeg blev mor, bortset fra   ..alt.

En idiot i trafikken

I et halvt år har jeg ikke kunne gå udenfor en dør uden det har været skubbende en barnevogn foran mig, og i et halvt år har jeg ikke kunne gå udenfor en dør uden det har medført dræberblikke og vrede, nedværdende bemærkninger om min forfærdeligt egoistiske adfærd der utvivlsomt skyldes det, at jeg skubber en barnevogn.

Jeg bor i indre by, i København K hvor veje og fortove er smalle i forhold til cykel- og menneske- -mængden. Når man skubber en barnevogn fylder man mere end man gør uden. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid tager det hensyn til andre trafikanter som jeg burde, men jeg vil gerne forbeholde mig retten til at være en idiot i trafikken uden det har noget med min fucking barnevogn at gøre!

Min adfærd i trafikken har ikke ændret sig, men inden barnevognen kunne jeg have travlt og skynde mig til bussen uden nogen nødvendigvis bed mærke i det. I dag kan jeg ikke have travlt uden jeg får af vide, at jeg tror jeg ejer det hele. Jeg kan ikke engang gå i almindeligt tempo ned ad gaden, uden at få et par bitre barnevognsstikpiller med på vejen. Folk må føle sig frygtelig intimiderede af min store, sorte vogn og som de fleste af os ved, er det bedste forsvar et angreb.

Hvorfor fanden er folk så sure?!

Hvis man ønsker at have et fortov for sig selv, bør man tage til provinsen. Dette er København: En gammel, gammel by der ikke er bygget til de trafikforhold vi har i dag, men det er ikke min skyld og vi er alle i samme båd.

Min mandlige muse

Min muse er ikke een mand men mange. De får mig til at sitre og se med nye øjne som en turist. 

Den ene har jeg kendt i femten år. Vi mødtes en nat og flyttede sammen dagen efter. Han har været hos mig siden; fraværet og nærværet.

Han er mit spejl og mit modstykke; jeg elsker ham – og hader.

Han holdt min søn i timerne efter fødslen mens jeg fik blod et andet sted. Han var særlig allerede inden, men intet nær nu.  

Knækbrød

Det tørre:

1 dl. havregryn

1 dl. hørfrø

1 dl. sesamfrø

1 dl. solsikkekerner

1 dl. græskarkerner

3½ dl. mel¨

1 tsk. bagepulver

1 tsk. salt

 

Det våde:

1 1/4 dl. olie

2 dl. vand

Bland det tørre, rør derefter sammen med det våde. Rør med ske – æltning ikke nødvendig. Del dejen i to. Rul den ene del ud på en bageplade mellem to stykker bagepapir. Fjern øverste stykke papir. Skær ud i 16 stykker og bag i 15 minutter ved 200 grader. Gentag med den anden halvdel af dejen. Køl af på rist. Spis. Elsk din næste.

Min morfar døde, min mormor døde.

Min morfar døde, min mormor døde. Der var 5 uger imellem. Det var ikke som man ofte hører om gamle ægtepar, at de ikke kunne leve uden hinanden og den efterladte døde af knust hjerte kort efter den førstes død. Sådan var det ikke.

Morfar var træt. Han holdt op med at gå sin daglige tur rundt havnen for at lægge sig til at dø. Det tog ham tre uger.

En måned inden hans død udkom bogen med hans historie. Morfar var fisker og sejlede jøder til Sverige under krigen. Han nåede at se bogen, han nåede alt han skulle nå.

Senere tog jeg hjem til mormor og boede nogle dage. Hun havde fødselsdag. Vi spiste tarteletter og snakkede om fremtiden. Om, hvilke afgrøder hun ville plante i sin køkkenhave til foråret. Hun havde en fremtid.

Troede vi.

Mormor fik nekrotiserende fasciitis og døde samme dag hun blev indlagt. Ingen havde set det komme. Vi troede hun ville være hjemme igen samme eller næste dag, men hun fik hjertestop og blev erklæret hjernedød. Efter få timer i respirator blev der slukket. Hun døde klokken 18.18 og Lises ur gik i stå.    

En obduktion afdækkede diagnosen og lægen sagde, at eneste mulighed for at have reddet hende var hvis de havde amputeret hendes ben straks hun ankom til hospitalet men da vidstede ikke, at hun havde nekrotiserende fasciitis. Hun fik det af en bakterie som levede på hendes hud. Den lever også på min hud og på din.

Nekrotiserende fasciitis er en bakterieinfektion i underhuden og bindevævet. Flere forskellige bakterier kan give tilstanden, men mest almindelig er gruppe A streptokokker (GAS). Denne bakterie findes på huden og i svælget hos mange mennesker uden at forårsage skade, men af og til kan den give milde og undtagelsesvis alvorlige infektioner. Nekrotiserende fasciitis er en af de mest alvorlige GAS-infektioner. Årsagen hertil er blandt andet, at bakterien danner store mængder giftstoffer (toksiner) i kroppen.

Normalt kan kroppens immunforsvar dræbe bakterier, som kommer ind i kroppen. Det er derfor ofte ældre mennesker eller personer med svækket immunforsvar, som får tilstanden.

Symptomerne på nekrotiserende fasciit kan opstå meget hurtigt, ofte inden for et døgn efter en rift eller et sår i huden.

De første symptomer på tilstanden er hurtigt indsættende kraftig smerte i det aktuelle område. Dertil kommer feber og kulderystelser ofte fulgt af kvalme og opkastninger. I begyndelsen vil der ofte kun være let rødme, hævelse, varmefølelse og eventuelt blærer over det smertefulde område.

Efterhånden som den nekrotiserende fasciitis udvikler sig, kan der opstå rødblå eller blålig misfarvninger med afskallet hud over det betændte område. Tilstanden kan udvikle sig til et egentlig shock, en tilstand, som skyldes et meget lavt blodtryk. Dette giver påvirket bevidsthedstilstand med forvirring, svimmelhed og koncentrationsbesvær. Efterhånden kommer der skader på indre organer og livstruende hjertesvigt, hvis tilstanden ikke behandles hurtigt. Der kan også opstå et såkaldt streptokokbetinget toktisk shock syndrom (STSS).

Det er helt afgørende, at behandlingen starter hurtigt. I første omgang er det vigtig at give antibiotika. Infektionen er som regel så alvorlig, at det er nødvendigt med flere forskellige typer antibiotika: Disse antibiotika vil blive givet direkte ind i blodårerne (intravenøst) for at øge effekten.

I de fleste tilfælde er der behov for at fjerne det betændte væv. Dette sker ved operation. Vævet er normalt allerede meget skadet og fuldt af bakterier, og ved at fjerne det, reduceres spredningen til andre områder.

Nogle gange bliver det nødvendigt at fjerne arme eller ben (amputation) for at forhindre, at infektionen spreder sig til hele kroppen. I meget alvorlige tilfælde kan en sådan amputation være livreddende.

Forløbet ved nekrotiserende fasciitis er ofte hurtigt og dramatisk. Tiden fra sygdommen opstår, til behandlingen er i gang, er afgørende for prognosen. Hvis det tager lang tid før behandlingen begynder, kan dødeligheden være op til 30%. Ved hurtigt påbegyndt behandling reduceres dødeligheden betragteligt.

Der gik 5 uger fra morfars død til mormors. Det er den længste periode de har været fra hinanden i 63 år.

Huset er blevet sat til salg i denne uge. Jeg er taget til Falster med min søn for at bo i huset nogle dage. Bare ham og mig mens vi endnu har adgang. Det er ved at blive tømt men her er er stadig møbler og billeder på væggene. Skabe og skuffer er tomme men bøgerne står på  hylderne og luften er tyk af mormor og morfar. Her er rart og trygt at være.

Men tomt.   

Skal mit barn vaccineres?

Min søn er knap tre måneder gammel. Han står overfor første skud af difteri-stivkrampe-kighoste-polio-Hib- og PCV7- -vaccinerne. Andet skud gives når barnet er fem måneder, og tredie og sidste skud når barnet er 12 måneder gammelt efter sundhedsstyrrelsens anbefalede børnevaccinationsprogram.

Jeg synes det er voldsomt, at skyde disse sygdomme ind i min søns spæde krop. Det føles ikke helt rigtigt, så jeg har gjort, og gør, mig mange tanker om vaccinerne og er begyndt at researche lidt på diverse sygdomme, vacciner og bivirkninger.

Vacciner er gode når de beskytter mod livsfarlige sygdomme eller sygdomme som medfører varrige skader af den ene eller den anden slags. Det er godt for den enkelte at blive beskyttet mod dette, og det er godt for samfundsøkonomien. 

I min, endnu ikke særlig grundige research, har jeg dog hurtigt fundet ud af, at det viser sig at cancerpatienter sjældnere har haft børnesygdomme end folk de ikke rammes af cancer, og allergiforekomsten blandt børn der har haft mæslinger i før-skolealderen, er kun halvt så stor i forhold til dem der er blevet vaccineret mod eller har undgået sygdommen. Noget tyder altså på at børnesygdomme der ønskes udryddet, styrker imunsystemet og beskytter mod sygdomme resten af livet. Fra dette perspektiv ser det altså ud til, at mæslinger og andre børnesygdomme er en fordel både for den enkelte og for samfundsøkonomien.

Faktisk er jeg uforstående overfor den opfattelse, at mæslinger er en farlig sygdom der medfører hjernehindebetændelse. Den har tidligere været set som relativt harmløs og vigtig at have i førskolealderen. Det er korrekt, at der ved mæslinger er risiko for hjernehindebetændelse, men i Danmark og andre vestlige lande, er levestandarden i dag så høj, at kroppens modstandskraf er langt højere end det var i tiden hvor man døde af menigitis som følge af mæslinger. I Sverige har man foretaget undersøgelser som viser, at allerede inden massevaccinationens indførelse, var antallet af mæslingeudbrud faldende grundet tidens forbedrede hygiejne, forbedrede kost osv.  Mæslinger koster dog stadig mange liv i u-landene hvor vaccinationerne absolut er på sin plads.

Men det var mæslinger og det er egentlig ikke det jeg søger afklaring omkring. Desuden bliver det først aktuelt  når min søn er femten måneder gammel og jeg skal træffe et valg omkring MRF-vaccinationerne.

Min tvivl og mine tanker ligger for tiden i difteri-stivkrampe-kighoste-polio-Hib- og PCV7- -vaccinerne. Er de nødvendige? Hvilke fordele henholdsvis ulemper er der hvis jeg tager imod de anbefalede vacciner? 

Noget af det jeg savner i min søgen på afklaring omkring hvor hensigtsmæssigt det er at lade min søn vaccinere, er folk der kan tage en snak om disse vaccinationer. Jeg møder to slags reaktioner når jeg lufter mine tanker om emnet 1) måben fra fok der end ikke har overvejet muligheden for at  forholde sig kritisk overfor sundhedsstyrrelsens anbefalinger (og dem kan man ikke snakke med) eller 2)  noget der minder om vrede fra folk der har adopteret den ‘holdning’ lægevidenskaben/medicinalindustrien og medierne har kommunikeret til befolkningen; at os der stiller spørgsmålstegn ved vaccinerne bærer ansvaret for udvalgte sygedommes fortsatte eksistens. Disse mennesker er svære at snakke med fordi man ikke kan reflektere, kun diskutere.

 Som jeg ser det, har lægevidenskaben/medicinalindustrien og medierne kommunikeret et unuanceret budskab og har undladt at fortælle hele sandheden. De manipulerer. Eksempelvis har jeg spurgt min læge om bivirkninger ved vaccinerne. Det er vedtaget ved lov at  hun skal oplyse mig om alle bivirkninger når jeg spørger - alle bivirkninger - men jeg oplevede kun at blive oplyst om de mest ubetydelige af en lang række bivirkninger, og jeg synes der er grund til bekymring. Jeg synes desuden der er grund til at bekymring når det er WHO’s målsætning at få udryddet mæslinger i Europa inden udgangen af 2010 samtidig med, at flere af deres rådgivere er betalt af medicinalindustrien. Yderligere er mange af de forskere som WHO benytter sig af, betalt af de firmaer der producerer vaccinerne. Lobbyismen gennemsyrer sundhedsvæsnet og medicinalindustrien.

Jeg bliver trist og oprørt når befolkningen ukritisk tager medicinalindustriens og mediernes manipulerende informationer for gode varer. Især når lobbyismen er så synlig som den er.

Men altså. Man kan godt være krittisk uden nødvendigvis at være imod vaccinationer. Verden er ikke sort og hvid, og jeg har brug for, og kræver, flere nuancer for at kunne træffe den rigtige beslutning omkring til- og fra- -valg af vacciner til min søn.

Det drejer sig, i denne omgang, om difteri-stivkrampe-kighoste-polio-Hib- og PCV7- -vaccinerne. Jeg har gennemgået dem fra en ende af:

Difteri skyldes en bakterie (Corynebacteria diphteria), og smitte overføres gennem luften. Bakterien kan danne et giftstof (toxin), der angriber forskellige organer.

- Difteri er findes ikke i Danmark men i visse andre lande. Jeg tænker, er det nødvendigt at lade mit barn vaccinere for en sygdom der ikke findes i Danmark? Kan han ikke nøjes med vaccinen hvis vi rejser til et land hvor der er en reel smittefare?

 Stivkrampe er en infektionssygdom der rammer nervesystemet og kan være livstruende. Symptomerne skyldes et giftstof, tetanospasmin, der dannes af bakterien Clostridium tetani. Bakterien findes i jorden og i visse dyrs tarmsystemer. Hvis man har et beskadiget hudområde (sår eller lignende), kan bakterien trænge ind i kroppen og udskille sit giftstof. Giftstoffet føres til centralnervesystemet og stimulerer nervesystemets impulser til musklerne. Det medfører, at musklerne går i kramper, og i værste fald kan vejrtrækningen ophøre.

- Der har ikke været registreret nogle tilfælde af stivkrampe blandt børn i Danmark siden 1962 og i perioden 1980 til 1997 er der kun registreret 38 tilfælde hvoraf 6 er døde af sygdommen. Det er hovedsaligt landmænd og gartnere der rammes af stivkrampe, altså folk der arbejder med jord, lort og spidse genstande. Stivkrampe kan desuden behandles akut. Jeg tænker, er det nødvendigt at lade mit barn vaccinere mod en sygdom det er så lille en risiko for, at han kan pådrage sig? Giver det mening?

Kighoste er en børnesygdom der rammer hårdest hvis man får den før toårs- og især før seks-måneders alderen da helt små børn har snævre luftveje, hvor sejt slim kan hobe sig op og give problemer med vejrtrækningen. I dag får kun få procent af danske børn alvorlig kighoste. Til gengæld er der formodentlig en del større børn og voksne, som får milde tilfælde af kighoste uden at vide, hvad de fejler. Det skyldes, at hverken vaccination eller sygdom giver livslang immunitet. Mna regner med at vaccinationen virker mindst 5 år. Man kan godt risikere at få kighoste efter vaccinationens virkning er ophørt, dog oftest i mild grad. I de fleste tilfælde kræver kighoste ingen behandling. Spædbørn og mindre børn med andre sygdomme, eksempelvis astma, kræver konstant overvågning, hvilket - i hvert fald for en tid – foregår bedst på hospitalet. Virkningen af antibiotika er ikke overbevisende på at reducere sygdomsforløbet, men man forsøger det i nogle tilfælde tidligt i sygdomsforløbet. Den vigtigste grund til at behandle med antibiotika er for at nedsætte smitteperioden.

- Jeg tænker, er det nødvendigt at lade mit barn vaccinere mod en børnesygdom der ikke er dødelig og ikke kræver anden behandling end overvågning i de aller værste tilfælde?

Polio: Den 21. juni 2002 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sygdommen polio for udryddet i Europa. Når en sygdom skal erklæres for udryddet, må ingen af landene have haft tilfælde af indenlandsk smitteoverførsel i tre år i træk. Det krav kan alle landene nu opfylde, og derfor har WHO meddelt, at Europa er fri for polio. Danmark havde det sidste poliotilfælde i 1976.

- Jeg tænker, er det nødvendigt at lade mit barn vaccinere for en sygdom der er udryddet?

Hib-meingitis  forekommer især hos børn under tre år. Symptomerne kan i begyndelsen ligne influenza. Hib-bakterien kan også give andre alvorlige sygdomme som strubelågsbetændelse og blodforgiftning. Efter indførelsen af vaccination er sygdommen stort set forsvundet. De meget få tilfælde, der stadig forekommer, ses hovedsagligt hos voksne. Hib-vaccinen beskytter ikke mod alle former for menigitis hvorfor der stadig er risiko for menigitis selvom man får Hib-vaccinen.

- Jeg tænker, er det nødvendigt at lade mit barn vaccinere mod en sygdom der stort set er forsvundet og hovedagligt ses hos voksne?

 

PCV7 vaccinen indeholder kapselpolysaccharid fra de 7 forskellige pneumokok-serotyper, der hyppigst giver alvorlige infektioner hos små børn. Det er blandt andet akut mellemørebetændelse, bihulebetændelse, lungebetændelse, blodforgiftning og hjernehindebetændelse.

Jeg er meget usikker på denne vaccine. Jeg kan ikke finde særlig meget uddybende information om den men ved, at sundhedsstyrrelsen i 2001 frarådede denne vaccine indført da virkningen var for lille og vaccinen for dyr. I maj 2007 anbefalede de pludselig, at vaccinen, og det er nøjagtig samme vaccine, skulle indgå i det danske børnevaccinationsprogram. Det gør mig usikker.  

 

De allerværste eksempler på alvorlige bivirkninger ved vaccinationer, er hjerneskader. De er desværre ikke så sjældne som de burde være men til gengæld enromt svære at få anerkendt som vaccinationsskader. Især når det er drejer sig om en bivirkning ved vaccination givet inden barnet er tre år gammelt. Den svenske læge Jackie Swarts ser en sammenhæng mellem stigningen af børnepsykiatriske problemer - urolig opførsel, koncentrationsbesvær, hæmmede sociale evner og tiltagende meningsløs vold - og indførelsen af massevaccinationer.

- Jeg ved stadig ikke hvilket valg jeg vil træffe omkring vaccination af min søn, men det ender nok med at jeg vælger enkelte vacciner til og andre fra. De jeg forestiller mig at vælge til, er menigitisvaccinerne.

Kilder: www.ssi.dk, www.netdoktor.dk, www.vaccination.dk, www.vaccinationsforum.dk, www.information.dk, Vaccinationer – fordele og ulemper af Jackie Swartz

Sen eftermiddag

Det er sen eftermiddag.

Mennesker står,

somom de lyttede.

/Ole Sarvig